Det gror i gården

Det er bestemt ingen prangende baghave, vi har. Flisebelagt og fuldstændig uanvendelig til andet end opmagasinering og placering af væres køkkehave-kasser.

Men det gror, og det er vi glade for. Dagen begynder med et kig til det grønne, og den afsluttes med et kig og gang vand til alt det, der vokser.

En af områdets utallige katte gør sit for at forpurre mine drømme om selvforsynende i Valby, men nu har jeg spredt kaffegrums i kasserne og stillet en skål med eddike. Råd hentet fra Havenyt om alt det, der MÅSKE kan holde katte væk.

Og så var det fantastisk morsomt at læse den lange tråd om ubudne katte i haven. Så mange følelser for dyr og have! Men en ting lærte jeg, nemlig det med, at når der er få fugle i et område, kan det have noget at gøre med mange katte.

Her i udkantskøbenhavn er der faktisk andet end asfalt og fliser. Der er buske og træer, men de eneste fugle vi har her, er måger. Jeg har tænkt og jeg har grublet, for på Vesterbrogade have vi solsorte, der kunne overdøje trafikken og leve i de få træer, der var langs gaden. Sådan er det ikke her, og måske er det kattene, der gør livet svært for fuglene her i Valby. Måske ikke.

Under alle omstændigheder gør jeg mit for at skabe plads til fuglelivet. Et stort projeket, som jeg næppe kommer til at følge til dørs, da vi ikke satser på mange år her i distriktet, hvor vi ifølge reglementet skal fjerne ukrudt mellem fliserne. Det gør jeg! Men det lille træ (og det ligner da et træ, gør det ikke?), der står i spidsen af vores baghave, lader jeg stå.

Det har stået her, siden vi flyttede ind, og som det ses, står det jo ikke mellem fliserne, og jeg håber af hele mit hjerte, at fremtidige lejere af huset her vil lade det stå, så der bliver plads til en fugl eller to.

Det jeg læser

I går, da jeg sad med et febervarmt barn i sengen og Mobergs "Invandrarna" i hænderne, slog det mig, at de bøger, jeg læser for tiden, på hver deres måde handler om den moderne bydannelses krav om mad, mad, mad i lange baner.

Det er den vildeste tur, de stakkels svenskere i "Invadrarna" tager dér i midten af 1800-tallet fra den gamle verden, Sverige, til den nye verden, USA. De sejler, de vandrer, de kører med lokomotiv, de beder til Gud, de fortvivles, de skændes, de håber ... og de sulter.

Hele tiden et litterært blik ned i madskrinet, der er blevet pakket hjemmefra og skal holde til den flere måneder lange vej til målet. En rejse i en tid før catering og fastfood. En rejse i tid med et madskrin, der langsomt tømmes, hvor brødet mugner og alligevel bliver spist, mens de sidste krummer i bunden går til en suppe kogt på vand, salt og en bid flæsk.

De ankommer til New York, hvor store hvedeboller sælges på gaden, og de finder det på en gang vidunderligt og dybt besynderligt med alt det fine hvide brød, der smager af alt andet end svensk hverdagsbag i rug. Og resten af vejen gør de holdt i byer og ved havnekajer, hvor dampskibe lastes med mad, korn, kvæg og landbrug i al spiselig form.

Det er en ny verden, der kan levere det hele selv med sine uendelige og fede jorde, men som også skal have alting fragtet, flyttet og transporteret til de mange byer, der går fra ingenting til alting i lige netop den periode.

Side om side med al den modernitet og urbanitet står svenskernes drøm om bare at få deres eget. Bygge et hus, skabe et liv og dyrke mad nok til deres familier. Ingen drøm om stor landbrugsproduktion eller et liv som lønmodtager med råd til store hvedeboller. Bare et mål om at få jord til at kunne skaffe det daglige brød og have det godt.

Og det er her Signes bog kommer ind. En bog om at dyrke selv, gøre det selv og kaste et kritisk blik på forbruget af mad og ressourcer.

Hverken hun eller jeg står jo med livet i armene og på kanten af at miste alt, men alligevel, i anden tid og andet sted, er vi omgivet af den moderne verden i al dens magt og vælde, og som den har udviklet siden midten af 1800-tallet.

Mad der flyves ind fra alle mulige steder. Fødevarer, der produceres ud fra tanker om, at mere er bedre. Butikker, der har det hele, og smider det halve væk. Og os, alle forbrugerne, der køber, tænker, køber og glemmer at tænke.

Glemmer der var en gang, hvor et madskrin skulle rumme mad til en rejse rundt om jorden. En gang hvor ingenting af alt det, vi har i dag, var en selvfølge. En gang, hvor maden ikke bare kom flyvende ind fra højre og kørt ud til venstre.

Den moderne verden er bekvem og gør mange ting meget nemmere og i mange tilfælde også bedre, men den har desværre kvalt evnen til at nøjes med mindre og acceptere, at vi ikke kan få alting hele tiden.

Det er godt at blive mindet om.

Om at quilte sig til cellulite

Med hjem fra en weekend i Skåne har jeg Sydsvenskan, der i går havde en artikel om designeren Minna Palmqvist. Hun kan quilte, og hun gør det med mening.
Hun quilter på bukserne for at minde os om, at modeverden lever af at skabe fantasier, de færreste af os kan leve op til. Hendes tøj skaber ikke helt de fantasier; hun quilter nemlig cellulite på buksebenene.

Og hun laver "hængebrystdraperinger".

Med det lille input fra Sverige, får jeg fornyet lyst til at sy og quilte!

En uge i brød

Lørdag besøgte vi venner i Sorø, og måtte gerne komme med hjemmebag.

 Søndag ville ham på ti gerne bage kardemommebrød

 Mandag var rugbrød.

Tirsdag tog jeg livet af de sidste rødbeder i køleskabet, og forsøgte at lave lyserøde boller. Dejen bliver påfaldende god af saften, men farven forsvinder ved bagning.

Onsdag var vi tilbage i de vante hvide bolle-rammer.

Torsdag blev aftensmaden reddet med foccacia.

Fredag gad jeg ikke.

Lørdag rugbrød og rugbrødsboller. Nu er det søndag, og det er tid til noget helt, helt andet.

Man kan godt gøre det selv

Ind imellem må man forundres. Ikke så meget over, hvad der bliver solgt. Men hvad der bliver købt.

For nogen tid siden modtog jeg en lille reklamepakke. Den bestod af en pose økologisk savsmuld. En pose økologiske tørrede ærter. Og et følgebrev, der fortalte, at for en sum af 300-400 kroner kunne jeg købe det komplette dyrkningssæt, der bestod af mere smuld, flere ærter, en kasse til dyrkning, en lille bog til noter, et par plastikdyr og lidt halm. Alt det hyggelige til sidst var tiltænkt børn, der skulle lære lidt om naturen indenfor. 

Ideen om at dyrke egne spirer er fin, og ideen om at pynte med dyr er sjov, men prisen er, synes jeg nu nok, i den høje ende. Så da jeg en dag stod i Irma, hvor de også sælger savsmuld (dog ikke økologisk), købte jeg en pose til 17 kroner. Ærter havde jeg derhjemme. Plastikdyr mangler vi heller ikke. Og halmen ved jeg ikke helt, hvad skulle bruges til.

Nu står de solidt på spisebordet, vores spirer, og de smager skønt. Både i madpakker og til aftensmaden,hvor børnene er vilde med dem, for de smager jo af ærter. De kan også dyrkes i jord, og det gør jeg næste gang. Men ind til videre skyder de op, når vi klipper og plukker, så der er ingen grund til at så igen lige nu. Har man ikke savsmuld eller jord, er jeg ret sikker på de også kan gro i vådt vat. Ligesom karsen, som jeg nu også har afprøvet i savsmuld lagt ned i den påskevogn, hende på syv hjembragte fra skolen i dagene op til påske.  

En anden sag, der gror med stor livslyst, er basillikum. En lille plante til fem kroner fra Rema1000 plukkede jeg for et par uger siden fra hinanden (et lille nummer min mor har lært mig), og satte nogle af de små spirer i en kasse foret med plastik og dækket med jord. Nu har vi en hel lille skov af grønt, og i løbet af weekenden sneg der sig, ikke et plastikdyr, men en gipsfigur ned langs kanten. Det var hende på syv, der skulle rydde op på værelset og fandt en lille rædsel, der kunne sprede glæde andetsteds.

Nu er der grønt overalt, og der er stadig lang vej, til vi når en trecifret udskrivning.

Det gror i byen - Jægersborggade, Nørrebro

 

Dagen bragte mig ned gennem Jægersborggade, hvor det gror, blomstrer og spirer i spande, krukker og gamle vandkander. Det pynter på byen, når en gade vælger at gå i grønt, og så er der jo dem her til at passe det hele...

Den Gamle By II

Noget af det dejlige ved Den Gamle By lige netop på den her årstid er alt det, der gror. Det er så inspirerende, og så kan jeg godt lide, at de skriver på blomsterpindene, hvornår planterne blev indført til landet. Potteplanter er et overset emne i dansk historieforskning. I Finland har de en bog, Blomma Kruka, der heldigvis er skrevet på svensk, og Den Gamle By har også sin egen bog om Oldemors Potteplanter.

Og så er jeg, til min egen store skræk, ved at udvikle en kærlighed for kaktusser. Jeg har aldrig kunnet fordrage de små stikkende og støvede sager, men det må være alderen, der tynger smagsløgene, og i onsdag fik min nye lidenskab masser af næring.